knejser!
Anitra
Giv mig den ring, som sidder på din finger.
Peer Gynt
Tag, søde Anitra, det hele pøjt!
Anitra
Dine ord er sange! Lifligt de klinger!
Peer Gynt
Saligt, at vide sig elsket så højt!
Jeg vil af! Jeg vil lede hesten,
som din slave!
(rækker hende ridepisken og stiger af.)
Se så, min rose, min dejlige blomst;
her vil jeg gå i sandet og kave
til jeg rammes af et solstik og får min bekomst.
Jeg er ung, Anitra; hav det for øje!
Du får ikke veje mine fagter så nøje.
Spas og spilopper er ungdoms kriterium!
Hvis altså ikke din ånd var så tung,
så vilde du skønne, min yndige nerium, —
din elsker gør spilopper, —
ergo er han ung!
Anitra
Ja, du er ung. Har du flere ringe?
Peer Gynt
Ikkesandt? Der; grams!
Som en buk kan jeg springe!
Var her vinløv i nærheden,
skulde jeg mig kranse.
Ja minsæl er jeg ung!
Hej, jeg vil danse!
(danser og synger.)
Jeg er en lyksalig hane!
Hak mig, min lille tippe!
Ej! Hop! Lad mig trippe; —
jeg er en lyksalig hane!
Anitra
Du sveder, profet; jeg er angst du skal smelte; —
ræk mig det tunge, som dingler i dit bælte.
Peer Gynt
Ømme bekymring! Bær pungen for stedse; —
uden guld er elskende hjerter tilfredse!
(danser og synger igen.)
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
han ved ikke på hvad fod han vil stå.
Pyt, sa'e Peer; – pyt, lad gå!
Unge Peer Gynt er en Galfrands!
Anitra
Frydfuldt, når profeten i dansen træder!
Peer Gynt
Visvas med profeten! – Lad os bytte klæder!
Hejsan! Træk ud!
Anitra
Din kaftan blev for lang,
din livgjord for vid og din strømpe
for trang —
Peer Gynt
Eh bien!
(knæler.)
Men gør mig en hæftig sorg;
det er sødt for elskende hjerter at lide!
Hør, når vi kommer hjem til min borg —
Anitra
Til dit Paradis; – har vi langt at ride?
Peer Gynt
Å, en tusende mile —
Anitra
For langt!
Peer Gynt
O, hør; —
du skal få den sjæl, som jeg lovte dig før —
Anitra
Ja, tak; jeg hjælper mig uden sjæl.
Men du bad om en sorg —
Peer Gynt
(rejser sig.)
Ja, død og plage!
En voldsom, men kort, – f
or en to-tre dage!
Anitra
Anitra lyder profeten! – Farvel!
(hun smækker ham et dygtigt rap over fingrene og jager i flyvende galop tilbage gennem ørken.)
Peer Gynt
(står en lang stund som lynslagen.)
Nå, så skulde da også —!
(Samme sted. En time senere.)
(Peer Gynt, adstadig og betænksom, trækker Tyrkeklæderne af, stykke for stykke. Tilsidst tager han sin lille rejsehue op af frakkelommen, sætter den på, og står atter i sin evropæiske dragt.)
Peer Gynt
(idet han kaster turbanen langt fra sig.)
Der ligger Tyrken, og her står jeg! —
Dette hedenske væsen duer s'gu ej.
Det var heldigt, det kun var i klæderne båret,
og ej, som man siger, i kødet skåret. —
Hvad vilde jeg også på den galej?
En står sig dog bedst på at leve som kristen,
vrage påfuglhabittens pral,
støtte sin færd til lov og moral,
være sig selv og få sig tilsidst en
tale ved graven og kranse på kisten.
(går nogle skridt.)
Den taske; – hun var på et hængende hår
ifærd med at gøre mig hodet kruset.
Jeg vil være et trold, ifald jeg forstår,
hvad det var, som gjorde mig ørsk og ruset.
Nå; godt, det fik slut! Var spasen dreven
et skridt endnu, var jeg latterlig bleven. —
Jeg har fejlet. Ja; – men det er dog en trøst,
at jeg fejled på grundlag af stillingens brøst.
Det var ikke selve personen, der faldt.
Det er egentlig dette profetiske levnet,
så ganske blottet for virksomheds salt,
som har sig med smagløsheds kvalmer hævnet.
En dårlig bestilling at være profet!
I embedets medfør skal man gå som i tågen;
profetisk taget man flux er bét,
så såre man tér sig ædru og vågen.
For så vidt har jeg gjort stillingen fyldest,
netop ved at bringe den gås min hyldest.
Men, ikke desmindre —
(brister i latter.)
Hm, tænke sig til!
Ville stoppe tiden ved at trippe og danse!
Ville stride mod strømmen ved at svinge og svanse!
Spille på strengeleg, kæle og sukke,
og ende som en hane – med at lade sig plukke.
Den adfærd kan kaldes profetisk vild. —
Ja; plukke! – Tvi; jeg er plukket slemt;
nå; lidt har jeg rigtignok i baghånden gemt;
jeg har noget i Amerika, noget i lommen;
er altså ikke helt på fantestien kommen. —
Og dette middels er igrunden bedst.
Nu er jeg ikke bunden af kusk eller hest;
jeg har ingen besvær med kuffert og kærre;
kort sagt, som man siger, jeg er stillingens herre. —
Hvilken vej bør jeg vælge? Mangen vej står mig åben;
og i valget kender man vismand fra tåben.
Mit forretningsliv er et sluttet kapitel;
min kærlighedsleg er en aflagt kittel.
Til krebsegang føler jeg ingen drift.
«Atter og fram, det er lige langt;
ud og ind det er lige trangt», —
så tror jeg der står i et åndrigt skrift. —
Altså noget nyt; en forædlet færd;
et formål, som er møjen og pengene værd.
Om jeg skrev mit levnet uden
fordølgelse, —
en bog til vejledning og efterfølgelse? —
Eller, bi —! Jeg har tiden ganske til rådighed; —
hvad, om jeg som en rejsende lærd
studerte de henfarne tiders grådighed?
Isandhed, ja, det er noget for mig!
Krøniker læste jeg alt som liden,
og har også dyrket den videnskab siden. —
Jeg vil følge menneskeslægtens vej!
Jeg vil svømme som en fjær på historiens strøm,
leve den op igen, som i en drøm, —
se heltenes kampe for stort og godt,
men i sikker behold, som tilskuer blot, —
se tænkerne falde, martyrerne bløde,
se riger grundes og riger
