Peer Gynt / Пер Гюнт - Генрик Ибсен

Kom De at åbne mig en dør,

så var det dumt De ej kom før.

Det ligner ingenting at vælge

sin tid når havet vil en svælge.

Passageren

Var kanske sejren mere trolig

i Deres ovnskrog, lun og rolig?

Peer Gynt

Lad gå; – men Deres snak var gækkende.

Hvor kan De tro den virker vækkende?

Passageren

Hvor jeg er fra, der gælder smil

i højde med pathetisk stil.

Peer Gynt

Alt har sin tid; for tolder sømmeligt,

som skrevet står, for bisp fordømmeligt.

Passageren

Den sværm, som sov i askens urner,

går ej til hverdags på kothurner.

Peer Gynt

Vig fra mig, skræmsel! Pak dig, mand!

Jeg vil ej dø! Jeg må iland!

Passageren

For den sags skyld vær uforsagt; —

man dør ej midt i femte akt.

(glider bort.)

Peer Gynt

Der slap det ud af ham tilsidst! —

han var en tråkig moralist.

(Kirkegård i en højtliggende fjeldbygd.)

(Ligfærd. Prest og almue. Det sidste salmevers synges. Peer Gynt går forbi udenfor på vejen.)

Peer Gynt

(ved porten.)

Her går nok en landsmand al kødets vej.

Gud ske lov, at det ikke er mig.

(træder indenfor.)

Presten

(taler ved graven):

Og nu, da sjælen stævner mod sin dom,

og støvet hviler lig en bælgfrugt tom, —

nu, kære venner, taler vi et ord

om denne dødes vandring på vor jord.

Han var ej rig, og heller ej forstandig,

hans røst var spag, hans holdning var umandig,

sin mening bar han vegt og uvisst frem,

og knapt han rådig var i eget hjem;

i kirken tren han, som han vilde bede

om lov til, andre lig, at tage sæde.

Fra Gudbrandsdalen, ved I, var han kommen.

Da hid han flytted, var han fast en gut; —

og visst I mindes, at til sidste slut

man så ham stødt med højre hånd i lommen.

Den højre hånd i lommen var det egne,

der præged mandens billed i ens sind, —

og dertil denne vridning, den forlegne

tilbagetrukkethed, hvor han kom ind.

Men skønt han helst sin stille vej gad slingre,

og skønt han blev en fremmed mellem os,

så ved I visst, hans dølgsmålsstræv tiltrods, —

den hånd, han skjulte, bar kun fire fingre. —

Jeg mindes godt for mange herrens år

en morgen; der blev holdt session på Lunde.

Det var i krigens tid. I alles munde

var landets trængsler og dets fremtids kår.

Jeg var tilstede. Midt for bordet sad

kaptejnen mellem lensmand og sergenter;

og gut for gut blev målt på alle kanter

og skreven ind og tagen til soldat.

Fuld stuen var, og udenfor på tråkken

lød højmælt latter mellem ungdomsflokken.

Da råbtes op et navn. En ny kom frem,

en, der var bleg, som sne på bræens bræm.

Han kaldtes nærmere; han nåede bordet; —

den højre hånd var hyllet i en klud; —

han gisped, svælged, snapped efter ordet, —

men fandt ej mæle, trods kaptejnens bud.

Dog jo, tilsidst; og da, med brand

på kindet,

med tungen svigtende og atter rap,

han mumled noget om en sigd, som glap

og skar i våde fingren af til skindet.

Der blev i stuen stilhed samme stund.

Man skifted øjekast; man trak på mund;

man stened gutten med de stumme blikke.

Han kendte haglen, men han så den ikke.

Da stod kaptejnen op, den gamle, grå; —

han spytted, pegte ud og sagde: gå!

Og gutten gik. Man veg til begge sider,

så der i midten blev en spidsrodsgang; —

han vandt tildørs; der satte han

på sprang; —

op bar det nu, – op gennem lund og lider,

op gennem røsen, styrtende og hældende.

Han havde hjemme borte mellem fjeldene. —

Et halvår efter var det hid han kom

med moer og spædebarn og fæstekvinde.

Han bygsled jord etsteds på hejen inde,

hvor ødemarken grænser op mod Lomb.

Han gifted sig så fort som gørligt kun;

han tømred hus; han brød den hårde grund;

han kom ivej, hvad mangen agerflæk

fortalte, der den bølged gul og kæk; —

ved kirken bar han højre hånd i lommen, —

men hjemme tror jeg nok de fingre ni

fik trælle fuldt så sårt, som andres ti. —

En vår blev alting revet bort af flommen.

De slap derfra med livet. Arm og nøgen

han tog på rydningsværket fat påny,

og inden høsten kom, steg atter røgen

ifra en fjeldgård, lagt i bedre ly.

I ly? For flommen, ja, – men ej for bræen;

to år derefter lå den under sneen.

Dog, mandens mod fik skreden ikke krøget.

Han grov, han rensed, førsled, rydded grus, —

og før den næste vintersne var føget,

stod rejst for tredje gang hans ringe hus.

Tre sønner havde han, tre raske gutter;

i skole skulde de, og did var langt; —

det gjaldt at nå, hvor bygdevejen slutter,

igennem skaret, styrtende og trangt.

Hvad gjorde han? Den ældste fik sig skøtte

som bedst, og der, hvor stien faldt for styg,

slog manden toug om ham til tag og støtte; —

de andre bar han frem på arm og ryg.

Så sled han år for år; og de blev mænd.

Her var vel skæl at kræve ligt igen.

Tre velstandsherrer i den nye verden

har glemt sin norske faer og skolefærden.

Han var en kortsynt mand. Udover ringen

af dem, ham nærmest stod, han intet så.

For ham lød meningsløst, som bjælders klingen,

de ord, der malmfuldt skulde hjerter nå.

Folk, fædreland, det lysende, det høje,

stod stedse slørt af tåger for hans øje.

Men han var ydmyg, ydmyg, denne mand;

og fra sessionens dag han bar på dommen,

så visst, som han på kind bar blygsels brand

og sine fire fingre gemt i lommen. —

En brotsling imod landets lov? Ja vel!

Men der er et, som lyser over loven,

så visst, som Glittertindens blanke tjeld

har sky med højre tinderad foroven.

Slet borger var han. Og for stat som kirke

et gagnløst træ. Men hist på hejens hvælv,

i slægtens snevring, hvor han